Meddelelse fra bestyrelsen vedr. situationen

Kære medlemmer i Kerteminde motionscenter!
På baggrund af den nuværende situation med Covid-19, og de ændringer, som det bringer ind i alles hverdag bl.a. ingen træning i centeret, har vi valgt at skrive til jer for at fortælle lidt om, hvad der sker i centeret.
Thorbjørn er fortsat på arbejde og i samarbejde med Iben, Poul og bestyrelsen, forsøges der at renovere centeret.
Der males og diverse reparationer og forbedringer udføres, så centeret kan fremstå fint og klar til, når vi forhåbentligt snart kan byde jer alle velkommen igen.
I kan løbende se billeder på Facebook af, hvordan arbejdet skrider frem.
”Tak fordi I har valgt at træne hos os” – Det er vi rigtigt glade for.
Da vi er en lille forening og derfor er meget afhængig af antal betalende medlemmer, har vi en bøn til jer alle.
For at centeret økonomisk kan komme igennem Covid-19 krisen og har økonomisk eksistensgrundlag, når krisen er overstået, beder vi alle om fortsat at betale medlemskab og ikke afvise betaling, udmelde sig eller sætte sit medlemskab på pause.
Selvom centret er lukket for medlemmer, har foreningen stadig faste udgifter så som husleje, forbrug og løn, der skal betales. Manglende indtægter kan få stor betydning for centerets overlevelse og dermed jeres mulighed for at træne hos os i Kerteminde.
Vi håber, at alle bakker op om centeret, og at vi derved undgår forandringer i centerets økonomi.